Ofte stillede spørgsmål

Her har vi samlet nogle spørgsmål om stråtag, som vi ofte får.

Hvor længe holder et stråtag?

1

Et stråtags holdbarhed afhænger af mange faktorer: en korrekt taghældning øger levetiden, mens en lidt for lav taghældning forkorter tagets levetid. Store træer som skygger for taget kan øge fugtindholdet og dermed sker tagets nedbrydning hurtigere, end hvis taget kan tørre op jævnligt. Udsatte huse ved havet kan også have kortere levetid, end huse der ligger, så de naturligt er mere skærmet.

Almindeligvis vil et stråtag holde minimum 30 år, og ofte også væsentligt længere, når det vedligeholdes løbende. Vi har ofte taget stråtage ned, som har været 40-60 år gamle, så generelt holder et stråtag altså ligeså længe, som et tegltag eller tilsvarende fast tag.


Hvad koster et nyt stråtag?

2

Et nyt stråtag er en investering, hvor prisen varierer fra projekt til projekt. Faktorer som tagets størrelse, tagkonstruktion, mønning og eventuelle reparationer af underliggende konstruktion har betydning for den samlede pris.

Det betyder også at du selv har mulighed for at påvirke prisen, gennem de valg du træffer. Hvis du skal have mange vinduer i taget, så koster det mere en et tag uden vinduer. Der er forskel i prisen, alt efter om du vælger en tagrygning lavet af halm, lyng eller kobber som det dyreste materiale. Vi hjælper og vejleder dig naturligvis gerne i at finde den rigtige løsning til dit tag, ligesom vi altid gerne giver dig et uforpligtende tilbud.


Skal et stråtag vedligeholdes?

3

Ja, et stråtag har bedst af løbende tilsyn og vedligeholdelse for at sikre den længst mulige levetid.

Selve tagfladen kræver ofte mindre vedligeholdelse, end mange tror, men det er vigtigt at få taget efterset med jævne mellemrum. På den måde kan mindre skader opdages og udbedres, inden de udvikler sig til større problemer.

Det vigtigste vedligehold er udskiftning eller vedligeholdelse af mønningen, som bør ske hver 5.-10 år, så den altid er tæt.

Med korrekt og regelmæssig vedligeholdelse kan et stråtag holde i mange årtier.


Er stråtag brandsikre?

4

Moderne stråtage er væsentligt mere brandsikre, end mange forestiller sig.

Et korrekt udført og velholdt stråtag består af tæt sammenpressede tagrør, som begrænser ilttilførslen og dermed gør det vanskeligere for en brand at udvikle sig. Samtidig stilles der i dag høje krav til både materialer, konstruktion og afstande ved nybyggeri og renovering.

Der findes desuden forskellige løsninger, som øger brandsikkerheden yderligere, herunder brandhæmmende undertage og særlige konstruktionsløsninger.

Som ved alle tagtyper er det vigtigt, at taget udføres korrekt og vedligeholdes løbende.


Er det dyrt at forsikre et hus med stråtag?

5

Prisen på en husforsikring afhænger af mange faktorer, og et stråtag kan i nogle tilfælde påvirke forsikringspræmien, men med korrekt udført brandsikring er prisen på forsikringen ikke meget anderledes end på et hus med fast tag.

Et velholdt stråtag, udført efter gældende regler og med fokus på kvalitet, vil ofte stå stærkere i forsikringsselskabets vurdering.

Vi anbefaler altid at indhente tilbud fra flere forsikringsselskaber, så du får et godt overblik over dine muligheder og vilkår.


Hvornår bør en mønning udskiftes?

6

Mønningen som bør skiftes hver 5.-10 år, så den altid er tæt. Levetiden afhænger af materialevalg, vejrpåvirkning og tagets placering, men det er en god idé at efterse mønningen med jævne mellemrum for at sikre, at den fortsat beskytter taget effektivt.


Vi svarer altid gerne på de spørgsmål du måtte have, så kontakt os endelig, hvis du ikke fandt svar på dit spørgsmål her.